Danskerne forbinder madspild med 'spild af penge' frem for klimaet

Når danskerne tænker på madspild, er det især pengepungen, der kommer i tankerne. 35 procent forbinder madspild med ”spild af penge”, mens klima, ressourcer og andres mulighed for at få glæde af maden fylder mindre.
Det viser en undersøgelse, som Norstat har gennemført for Too Good To Go og Netto blandt 1.018 danskere. Samtidig svarer 61 procent, at de enten gør en aktiv indsats hver uge eller går ekstremt meget op i at reducere deres madspild.
Ifølge tidligere beregninger fra tænketanken ONE\THIRD smider en gennemsnitlig dansk husstand mad ud for omkring 180 kroner om måneden.
Der er dog et stort potentiale for at reducere mængden. 38 procent vurderer, at omkring halvdelen eller mere af deres eget madspild kunne være undgået. Samtidig oplever 31 procent, at deres husstand mindst en til to gange i kvartalet smider mad ud, som aldrig har været åbnet.
Blandt årsagerne er vanskeligheder med at vurdere, hvor meget familien spiser, skiftende planer og for store paknings- eller portionsstørrelser.
”For os er enhver grund til at redde mad en god grund. Hvis danskerne redder mad gennem Too Good To Go, fordi de gerne vil spare penge, er det kun positivt. Det afgørende er, at god mad bliver spist i stedet for smidt ud. Og hvis økonomien kan være med til at få flere til at redde mad, er det en motivation, vi kan bruge aktivt til at redde så mange måltider som muligt,” siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør i Too Good To Go Danmark.
Faktaboks:
- Undersøgelsen er lavet af Norstat for Too Good To Go og Netto.
- 1.018 danskere har deltaget.
- 35 procent forbinder madspild med ”spild af penge”.
- 61 procent gør en aktiv indsats hver uge eller går ekstremt meget op i at mindske madspild.
- 38 procent mener, at mindst halvdelen af deres eget madspild kunne undgås.
- 31 procent smider mindst en til to gange i kvartalet mad ud, som aldrig har været åbnet.
- En gennemsnitlig husstand smider ifølge ONE\THIRD mad ud for cirka 180 kroner om måneden.






Accepter kun nødvendige cookies